Pers Ascona B 2,0 Sport 1981
Historien om den 4 dørs Ascona B sport
Historien med denne bil, tager for mit vedkommende sin start onsdag d. 13/11
2002. Jeg havde lige nogle få dage forinden, smadret min anden Ascona B og
skulle ha’ noget, at køre i, mens jeg fik lavet den igen. Denne her bil finder
jeg på DBA på nettet, ringer på den og aftaler, at jeg kommer og ser på den om
fredagen. Fredag kører jeg til Slangerup, hvor den står, og ser på den. Synes
dog, at der er meget ’kant’rust i den, samt den virker noget ’brugt’ generelt.
Nå, men jeg tager en kørertur i den og den kører faktisk meget godt, Bedre end
ventet. Dog er der en del hylen fra gearkassen, og det er ’kun’ en ’S’ motor,
der ligger i den, dog med sprøjt, men ellers ikke det helt store. Jeg beslutter
mig for, at købe den, selvom prisen nok var lidt høj, men sådan er det jo.
Henter den så dagen efter, altså lørdag d. 16/11 2002.
De første par dage jeg har den bliver den lige gået efter mht. bremser og andre
ting, som kunne ha’ lidt med sikkerheden at gøre. Men det ser ok ud det hele.
Dog finder jeg en del rust i den, bl.a. i panelerne og i fronten, samt det man
tydeligt kan se i alle 4 døre, de bageste skærmkanter og i forskærmene, men den
skal jo kun bruges, mens jeg får fikset den anden igen.
Jeg kører også rimeligt pænt i den, det første stykke tid. Skal jo lige se, om
skidtet kan holde til, at rende tværs over Sjælland et par gange om ugen. Men
heller ingen problemer der.
Jeg når, at køre ca. 13000 km. i den på små 6 mdr. før jeg har fået min
’daglige’ Ascona B på gaden igen, og det eneste jeg må skrue på den er, en brugt
benzinpumpe, 4 tændrør og et koblingskabel. Ellers kørte den bare og den blev
ikke sparet. Det var sgu en sjov vinter, trods alt.
Og hen over vinteren finder jeg også ud af, hvad det er jeg har fået købt. Jeg
var godt klar over, at det var en org. Ascona B 2,0E sport, men da den jo er med
4 døre er den meget sjælden i DK. Faktisk har jeg på nuværende tidspunkt kun
kendskab til denne og 2 mere i DK.
GM har aldrig importeret den 4 dørs version af ’sporteren’ til DK.
Nå, men da jeg så var færdig med, at bruge den, blev den sat til side,
indendørs, i ca, 10 mdr. hvor den så kom ud igen, da en kammerat skulle låne et
lille stykke tid. Det var i foråret 2004. Og ja, den kørte sgu bare igen. Stadig
ikke noget pjank med den, bortset fra batteriet, der faldt sammen.
Derefter blev den sat ind igen til jeg skulle i gang med den. Dog blev den
startet op med jævne mellemrum. Jeg gik også og kiggede lidt på den, da jeg godt
var klar over, at der efterhånden skulle laves en del på den. Den var jo ikke
blevet bedre med tiden.
August 2005 var tiden inde, nu skulle det være. Havde fået samlet en del til den
og noget havde jeg i forvejen. Den blev startet op og kørt ud. Tog så lige en
ordentlig tur på marken, bare sådan lige inden den skulle skilles og for, at få
tømt benzintanken. Kunne jo ligeså godt få lidt sjov ud af det.
Inde på værkstedet går jeg så i gang med, at skille den ad. Og sikke et syn. Puh
ha, den er bare rådden alle vegne. Simpelthen over alt. Det syn ville nok ha’
taget pippet fra de fleste, hvilket jeg ofte også fik at vide. Folk kunne
simpelthen ikke forstå, at jeg gad gå i gang med den.
Men har man sagt ’a’, må man også sige ’b’. Jeg havde jo prøvet det før, med den
anden, så det var bare i gang. Og bilen er jo lidt sjælden, trods alt.
Efter adskillelsen, sandblæste jeg den, for bedre at kunne se, hvad der så måtte
komme frem. Sandet får altid noget mere frem.
Jeg vil nu remse op, hvad der er skiftet på den:
Komplet front. (brugt)
Begge inderskærme. (brugte)
Hele længdevangen i venstre side. (brugt, dog med et nyt ’knæ’)
Den forreste halve meter af den højre længdevange. (brugt)
Torpedopladen ved forruden. (brugt)
Batteribund (brugt)
Begge inderste dørstolper komplet. (hjemmelavet)
Begge yderste dørstolper (nye)
Begge yderpaneler (nye)
Begge inderpaneler (hjemmelavet)
Komplet bund i begge sider (nye)
Kardantunnel ombygget til 5 trins gearkasse
Begge inderpaneler under bagsæde (hjemmelavet)
Begge hjulkasser bag (nye)
Skærmkant højre side (ny)
Komplet bagskærm venstre side (ny, en halv fra en 2 dørs)
Komplet hattehylde med hængsler til bagklap (brugt)
Reservehjulsbund (ny)
Bageste sideplade højre side (ny)
Komplet bagpanel (brugt, den nederste del dog ny)
Motorhjælm (brugt)
Alle 4 døre (brugte)
Bagklap (brugt)
Alle vanger bag komplet, hele ’H’et (brugt)
+ det løse, og det var en del ’SS’
Se det var jo næsten en ’ny’ bil jeg fik bygget. Men så var den også rustfri.
Efter genopbygningen blev den lagt om på siden og sandblæst i bunden, for
derefter, at blive grundet og malet sort.
Så om på hjulene igen og resten blev sandblæst igen og grundet, inden den røg
til maler, totalt adskilt, bortset fra, at den stod på 4 hjul.
Alle ’løsdele’ til den, er malet for sig. Intet sad på den.
Vel hjemme igen, fik den med den store pensel indvendigt i bunden, hvorefter den
stod et par mdr. inden jeg gik i gang med, at samle den. Ja, inden jeg gik i
gang med, at samle, fik den lige Pava i alle hulrum. Så var det gjort, mens man
kunne komme til og få gjort det ordentligt. Den fik så også lige en komplet
nyrenoveret forbro. Bagtøjet gjorde jeg intet ved, da det ikke fejlede noget.
Motor og gearkasse blev monteret som det var. Godt nok havde den stadig den
hylen fra gearkassen, men jeg havde ikke nogen anden og nu skulle den bare
samles, da jeg skulle bruge den. Den blev synet uden anmærkninger fredag d. 11.
August, heldigvis en tørvejrsdag, pladerne blev hentet og så ellers hjem igen og
op på 4 bukke, af med hjulene og så ellers en god gang Pava overalt i bund og
hjulkasser. Plasticinderskærmene i igen, hjul på, og så har den bare kørt siden.
Fik dog en anden gearkasse og en ny udstødning i Oktober.